Verbena
Nu om dage er det ret almindeligt at anvende både bottis og barriques og kampen mellem Brunello-“traditionalister” og “modernister” er så småt ved at være udkæmpet. Brunello skal lagre mindst 4 år, men er der tale om en Riserva-udgave er lagringstiden 5 år. Dog lobby’er Brunello-modernister for bare to års fadlagring, for at kunne lave Brunello med mere frisk frugt.
Smag og stil
Verbena følger i højere grad modernisterne. Deres vine ligger typisk på små barriques inden de ryger på bottisfad. På den måde bliver vinen markant frugtigere end den bliver i de traditionelle Brunelloer. Det betyder også, at vinen bliver en anelse lettere og kan nydes yngre end den klassiske, traditionelle Brunello. Den stil fører Verbena ud i alle sine vine, som er relativt læskende og lette, klassifikationen taget i betragtning, men samtidig med den elegance og syre, der kendetegner Brunello.
Verbena
Et par kilometer sydøst for byen Montalcino i hjertet af det smukke bakkede landskab ligger den fine 1800-tals toscanske vingård Verbena. Nanneti er navnet på den unge familie der driver gården som gæstgiveri med tilhørende vinproduktion naturligvis af Toscanas kendte vine Brunello di Montalcino og Rosso di Montalcino.
Verbena blev etableret som vingård i 1985, men fungerede oprindeligt som fort i 1800- tallet. I starten rådede Verbenas daværende ejer over bare 2 hektar land og op gennem årene bliver det til en lille, men fin produktion på ca. 10.000 flasker. Luca Nanneti, nevø til den første ejer overtog gården og har engageret sin familie i arbejdet med at lave vin. Og tradition og erfaring kombineret med den unge generations innovative tilgang har givet succes.
Produktionen er i dag på ca. 30.000 flasker Brunello og Rosso di Montalcino på nu 10 hektar vinland, og må dermed stadig høre til de mindre producenter. Der er så smukt, her i det bløde, toscanske, bakkede landskab og Verbena er i sandhed idyllisk, malerisk og indbydende. Vinene herfra er flotte eksemplarer på deres typer – og lavet med passion og personligt aftryk fra Luca Nanneti.
Information
Azienda Agricola - Agriturismo VERBENA - 53024 Montalcino (SI), Italien