Erik Kjær: Grosseren der formede Kjær & Sommerfeldt
Hvem var manden, der i mere end 60 år stod i spidsen for Kjær & Sommerfeldt og satte et uudsletteligt præg på vinhandlen? Fra en ung alder trådte Henning Erik Kjær ind i familieforretningen, og med skarpt forretningsblik og stor arbejdsdisciplin sikrede han virksomhedens fortsatte udvikling. Han var en mand af den gamle skole, en autoritet med respektindgydende skikkelse og med et blik for detaljer.
En ung mand med forretningssans
Da Erik Kjærs far, Charles Christian Kjær, døde i 1897, var Erik blot 20 år gammel og stadig under uddannelse, blandt andet som vinkyper. Blot tre år forinden var han blevet ansat i forretningen. Hans mor, enkefru Kjær, måtte derfor træde til i de første år, mens Erik blev klar til at overtage. Men han tog hurtigt styringen og blev den, der formede Kjær & Sommerfeldt, som vi kender det i dag. Med en strategisk sans for ekspansion og en udsøgt evne til at kommunikere med kunder og kongehus skabte han et fundament, der sikrede vinhandlens langtidsholdbare succes.
Kongelig hofleverandør og et voksende forretningsimperium
I 1901 lykkedes det Erik Kjær at sikre Kjær & Sommerfeldt titlen som Kongelig Hofvinhandler – en anerkendelse, der ikke alene bekræftede forretningens kvalitet, men også styrkede dens renommé markant. Høfligt ansøgte han om titlen med ordene:
“De sidste syv år har Kjær & Sommerfeldt haft den ære at levere vine i endog meget betydelige kvantiteter til Deres Majestæts hofholdning, og vi smigrer os ved igennem de stadigt tilbagevendende bestillinger at turde vide os overtydet om Deres tilfredshed.”
Forbindelsen til kongehuset holdt sig gennem generationer. Både kong Frederik den Niende, prins Henrik og den senere kong Frederik den Tiende var faste gæster i vinhandlen – og det blev da også til en privat vinsmagning i det lille eksklusive rum ’Biblioteket’ under Gammel Mønt, da den daværende kronprins' kæreste, vores dronning Mary, kom til landet.
Gammel Mønt 4 i 1930'erne.
Gammel Mønt – et modigt træk
En af Erik Kjærs mest visionære beslutninger kom i 1919, da han købte et stort bygningskompleks på Gammel Mønt i København. Dengang en vovet investering, men i dag en ikonisk del af Kjær & Sommerfeldts historie. Bygningen havde været igennem en turbulent tid som auktionshus, dansehal og endda kirke, men med omhyggelig ombygning blev den transformeret til et vinhandelshus med kapacitet til at rumme den voksende forretning. Erik Kjær startede med at sætte nogle af tidens bedste arkitekter, Frederiksen og Feldinger, til at stå for ombygningen. De to arkitekter er siden blevet udødeliggjort, da de lagde navn til Tuborgs berømte FF-øl.
Gammel Mønt gav mulighederne for omsider at skaffe fysiske rammer af en sådan kapacitet, at man ikke voksede ud af dem i mange år. Først måtte man dog fjerne et tykt betonlag i gulvet, så kunderne kunne komme ind i forretningen, og efterfølgende skulle der skabes kælderplads til de betragtelige tønde- og flaskelagre. Erik var ikke begejstret for en større marmortrappe, der ledte op til butikken. Han mente, at kunderne nok kunne komme sikkert op ad trappen, men der kunne let opstå problemer, når de i beskænket forfatning skulle ned igen, så marmortrappen forsvandt én gang for alle. Fra beslutningen om firmaflytningen blev taget i 1919, gik der tæt på ti år, inden man i 1928 omsider kunne tage bygningskomplekset i brug og flytte vinen ind fra de forskellige fjernlagre rundt om i byen.
Forretningen på Gammel Mønt tiltrak sig fra starten mange berømtheder, og eksempelvis Poul Reumert og ikke mindst Robert Storm Petersen var hyppige gæster.
Erik med hustru Camilla Kjær.
Erik Kjær i privaten
For Erik Kjærs efterkommere var han en imponerende, men lidt fjern skikkelse. Han var kendt som en mand med stor autoritet, der altid sad fordybet på sit kontor – på Gammel Mønt 4 eller i hjemmet Dalsborg – cigar i mundvigen og pen i hånden. Hans regnskaber blev ført med en sirlig håndskrift og det var absolut forbudt at forstyrre ham på hjemmekontoret.
Camilla Kjær elskede dyr og havde ufattelig mange katte, høns og småheste.
Familien kaldte ham kærligt Ati, inspireret af hans vedholdende nyseture, som han sjældent kunne stoppe. Hans hustru, Camilla – eller Momo, som børnene kaldte hende – var hans modsætning: generøs og passioneret omkring dyr. Og der var grund til at høje opsyn også med hjemmets regnskaber, for Camilla var rundhåndet med sine donationer og Erik var livræd for, at hun ville forære alle pengene væk til Hestenes eller Kattenes værn, hjemløse og hvem hun ellers kunne finde på at give til. Hun havde mange dyr – på et tidspunkt 16-17 katte, får og flere småheste på Dalsborg i Snekkersten, hvor de boede.
Camilla var desuden en fremragende amatørpianist. Det siges, at hun gerne ville have gået videre som professionel pianist, men som så mange andre kvinder dengang i det borgerlige Danmark, anså man kvindernes plads i hjemmet. Efter Eriks død fyldte hun dog ofte huset på Dalsborg med musikere, især pianister og komponister.
Kort lavet i forbindelse med Erik Kjærs 50-ars jubilæum hos Kjær & Sommerfeldt.
En arv der stadig lever
Erik Kjær arbejdede i Kjær & Sommerfeldt i hele 63 år og fejrede sit 50-års jubilæum i 1944. Han fik ingen sønner, og i en tid, hvor kvinder ikke forventedes at tage over, valgte han i stedet en kompagnon, Torben Ingemann, til at føre virksomheden videre. Efter hans død i 1957 gennemgik Kjær & Sommerfeldt flere ændringer, men fundamentet, som Erik Kjær lagde, står stadig stærkt den dag i dag.
Dyk ned i historien
